|
|  |
Munk med de mange ansigter
Præsten, dramatikeren og modstandsmanden Kaj Munk havde livet igennem utallige vigtige emner på sin dagsorden. Jagten var et af dem, han holdt mest af at beskæftige sig med, som forfatter og ikke mindst i praksis.
Går man i dag på biblioteket og indtaster søgeordene ”Kaj Munk” i det elektroniske søgesysteme, dukker er ikke mindre end 102 poster op.
Biografier, antologier, historiske sammenfatninger og debatbøger står side om side og giver et praj om, at det er ikke let at beslutte sig for hvilken Kaj Munk man skal skrive om. Der er prædikanten Kaj Munk, som aldrig vaklede i sin tro på hverken Gud eller mennesker, og som under besættelsen talte værnemagten ret imod fra prædike- og talerstole overalt i landet. Der er journalisten, skribenten, digteren og dramatikeren Kaj Munk, som udfordrede samtidens sprog og holdninger i alt fra artikler om svømmepiger til det store ekspressionistiske drama ”Ordet”. Og så er der jægeren Kaj Munk, den afholdte sognefader der kunne jage frit hvor som helst i hjemegnen Vedersø i det vestjyske.
Denne korte opremsning af alle de roller som Kaj Munks tildelte sig selv, skulle nok kunne forklare, hvorfor pastoren med det enorme engagement havde brug for jagtens pusterum af og til. For Munk var det en lise at lægge verdenen lidt til side og trække i det slidte jagtsæt for at trampe egnen tynd med gevær og hund. Til vennen Poul Hansen skriver han selv: ”Jagt for mig er ikke en Leg, men Rekreation, Inspiration, Kilde til Kraft og nyt Virke. Jagt tages meget alvorligt her.” Poul Hansen skrev bogen ”Med Kaj Munk på Jagt”, hvorfra denne beskrivelse af præsten som jæger stammer:”Han er det mærkeligste Væsen jeg nogensinde har set paa Jagt. Han gaar, som om det overhovedet ikke er noget der rager ham...Han er ude for at se paa
Lyngen og snakke lidt med den, om det ikke snart er på Tide, at den tager sig sammen til at springe ud. Skulle der komme en Urkok, er det godt, og kommer der ingen, er det ogsaa godt.” Det var i 1942. To år senere var Kaj Munk død, likvideret af den tyske værnemagt på direkte ordre fra Heinrich Himmler.
Kaj Munks eftermæle blev med tiden et af de mest komplekse i besættelseshistorien: Skulle han huskes som en martyr for modstanden mod værnemagten, eller var historien en anden? Havde Munk ikke i 30’erne næret beundring for Adolf Hitler, og havde han ikke anset Benito Mussolini for en Cæsar, en folkehelt som skulle vise vejen for et moderne Europa? Og havde han ikke skrevet teaterstykket ”Hamlet”, en Sheakespeare-omskrivning med et heftigt nazistisk vækkelsesbudskab, som skabte skandale ved premieren i 1935? Jo, det var rigtigt nok. Da Mussolini blev indsat som diktator i Italien, så den unge Kaj Munk det som et stærkt tiltrængt alternativ til den parlamentarisme, der efter hans mening holdt de europæiske stater i en tilstand af handlingslammet forvirring. Han fulgte Hitlers magtovertagelse på nærmeste hold som journalist i Berlin, og han havde stor tiltro til det mantra om fornyelse og folkets frihed, som var kernen i både den facistiske og den nazistiske retorik.
Derfor var Kaj Munk så meget desto mere forfærdet, da begivenheder som Mussolinis krig i Etiopien og den tyske Krystalnat afslørede de metoder, som de to diktatorer agtede at føre de store ord ud i livet med. Herefter skærpede Munk for alvor den kritik, som han trods sin optimisme hele tiden havde bedrevet. Gennem læserbreve, taler og teaterstykker advarede han
Danmark mod at lade stå til overfor den voksende magt syd for grænsen. Da besættelsen kom opildnede han frygtløst til modstand; og selv efter den danske regering havde givet ham mundkurv på, blev han ved at holde hemmelige prædikener hos de af hans præstekollegaer som var modige nok til at overlade
ham deres prædikestole.
Nok er Munks eftermæle komplekst, men ikke tvetydigt. Det må siges at tale til Munks ære at han havde mod og indsigt nok til at kritisere noget han allerhelst ville tro på, og de må vække en vis stolthed hos den danske jægerstand at man kan tælle en sådan personlighed blandt sine rækker. Der var i al fald ingen tvivl om at Kaj Munk selv var glad for dette forhold.
Hans to jagtbøger, ”Liv og glade Dage” og ”Naturens egne Drenge”, blev sendt afsted med disse ord: ”Små Hilsener/med løst Krudt/til de muntreste/af mine Kammerater,/de danske Jægere.”
.............................................................................
Fleuron og fasanerne
Indtil 1934 var Svend Fleuron et navn, som de danske jægere holdt af. Det stod for fine artikler i Dansk Jagttidende, for hyppige jagtbogudgivelser og for en romantisk natur set gennem besjælede dyrs øjne.
Svend Fleuron, som havde sin forfatterdebut i 1906 med ’Jagtbreve’, hed oprindelig Svend Fleron-Christensen, men ændrede navn til det franskklingende Fleuron, da han skulle til at begå sig på bogmarkedet. Det var lidt af en chance at tage for en debuterende jagtforfatter, at opkalde sin bog efter Boganis’ kendte og elskede værker. Men Fleurons stil faldt i jægernes smag, og han blev en populær og produktiv skribent i årene fremefter.
Alt dette ændrede sig med 1934-udgivelsen ’Fasandyret’, en lille roman som vakte et voldsomt postyr. Baggerunden for bogen var, at Fleuron var oprørt over tidens store opdræt af skydefugle, som i høj grad skete på bekostning af den oprindelige fauna. De danske godser satsede i stadig større grad på de importerede fugle, og nogle steder så meget at man så småt kunne tale om en egentlig jagtindustri.
Nogle godser var hårdere mod den ”unyttige” vildtbestand end andre, men det var almindelig praksis at alle rovdyr, fra grævlinger og ræve til rovfuglene, blev effektivt udryddet med hagl, fælder og gift.
Fleuron tog som en af de første skrapt afstand fra denne kultivering af vildtbestanden, og selvom mange skulle følge ham siden, var hans udfald mod fasanopdrættet mere end en danske jægerstand kunne bære på det tidspunkt. ’Fasandyret’ følger en ung skytteelevs oplevelser på godset Galtenborg, hvor en kynisk overjæger tager alle midler i brug for at sikre den dyrebare fasanbestand. Fleurons særlige kendetegn var at skildre begivenheder fra dyrenes side, og i ’Fasandyret’ blev der ikke sparet på pathos’en når endnu et ædelt rovdyr måtte lide en uværdig død for fasandyrenes skyld. Man kan mene om stilen hvad man vil, men man kommer ikke uden om, at den var velegnet til formålet. Bogen fyrede op under følelserne i jagtdebatten, og det hjalp nok heller ikke, at den blev udsendt til landets godser, som en hilsen til alle fruerne, ”der ikke ved, hvad der foregår i mændenes skove”, som der stod i det lille følgebrev fra forfatteren. ’Fasandyret’ høstede kun dårlige anmeldelser hos de aviser, som ellers havde prist Fleurons forfatterskab, og lensgreven på Lindenborg i Himmerland truede Fleuron med et sagsanlæg, da han mente at genkende sit eget gods i romanens ”Galtenborg”.
De stærke reaktioner var nok det bedste bevis på, at Fleuron havde fat i den lange ende af en debat, som trængte til at blive taget op. Og eftertiden har som bekendt vist, at der ikke skulle gå mange år før tankerne fra ’Fasandyret’ blev sund fornuft for enhver ansvarlig jæger. Ikke alene var ’Fasandyret’ fremsynet i sit fremstød for en mere hensynsfuld naturforvaltning. Romanen sikrede også Svend Fleuron en plads i jagtens litteratur- og kulturhistorie, som han ellers nemt kunne være gået glip af.
I 1930’erne var Fleuron lidt for begejstret for nazismen og efter besættelsen, i 1946, blev hans statslige forfatterunderstøttelse inddraget
og hans profil som offentlig debattør svandt bort. Tilbage står ’Fasandyret’ med de stærke billeder, som for alvor vækkede jægerne til at overveje deres part i civilisationens indhug på den stadig mere trængte natur.
............................................................................................
Hellere jagten end prædikenen – Steen Steensen Blicher
Danmarks første jagttidsskift hed ”Diana”. Det så dagens lys i 1832, men initiativet var ikke særligt populært blandt jægerstanden, og det blev ikke til mere end seks numre, før det forsvandt igen i 1836. Hvorfor ”Diana” ikke faldt i jægernes smag er svært at sige. Det var hverken holdninger eller visioner, der manglede. Tværtimod var det indledende programskrift ”Jagtens forsvar” en regulær guldgrube af argumenter for jagtens berettigelse i det moderne samfund. Er jagten ikke mere human, spørges der, end de slagtningsmetoder som tamdyr udsættes for? Er det ikke sund fornuft, at af og til afløse et stillesiddende og krævende arbejdsliv med jagtens vandringer i skoven, frisk luft i lungerne og de opmuntringer, som jægerlivet bringer i form af kammeratskab, spænding og storslåede naturoplevelser? Sådan lyder bare to af artiklens mange pointer, som siden er blevet gentaget utallige gange og med stadig større gyldighed i tråd med samfundets udvikling. Skribenten, som formulerede dem dengang i ”Diana”, hed Steen Steensen Blicher.
Blicher var, ligesom Danmarks anden store digterpræst, Kaj Munk, passioneret jæger. Lidt for passioneret måske, i al fald ifølge den biskop, som efter et
besøg på præstegården i Spentrup ved Randers noterede sig, at pastoren kun syntes at interessere sig for jagt og noveller. Blicher voksede op med jagten, og han havde bøssen med sig i hver eneste embede, han bested, fra den første stilling som huslærer på herregården Holgershaab på Falster, til præstekaldet i Spentrup, hvor han endte sine dage i 1848. Ene mand skrev, redigerede og udgav han ”Diana”, og han afsluttede efter sigende hellere en gudstjeneste i al hast, end han lod chancen for at få en hare på kornet
passere. Men de lange jagtture blev også hans refugium fra et ulykkeligt ægteskab, en dårlig økonomi, og manglen på kunstnerisk anerkendelse fra det litterære miljø i hovedstaden.
Blicher havde en solid læserskare i sin samtid. Fra 1827 til 1829 udgiver han selv sine fortællinger og digte i tidsskriftet ”Nordlyset”, som får et stort antal abonnenter, og da en fremsynet forlægger samler fortællingerne og udsender dem under betegnelsen noveller i 1832, bliver det en succes, som trykkes i flere oplag. Blicher er godt på vej mod en stærk position som forfatter, men denne kurs slår brat om, da det toneangivende litteraturmagasin ”Maanedsskift for Litteratur” i 1835 bringer en dræbende anmeldelse af novellesamlingen. De upolerede beretninger det jyske hedelandskab var for stærk kost for guldalderens Københavnerparnas, der anså Blichers digtning for naiv og smagløs. Blicher blev lukket ude fra det gode selskab, og først eftertiden tildelte ham hans retmæssige plads som naturalismens indvarlser i dansk litteraturhistorie, og som en af 1800-tallets store digtere på linie med H.C. Andersen og B.S. Ingemann.
Den Blicher, man kender bedst, er forfatteren med den dybe indsigt i det skrøbelige menneskesind og den konsekvente, ubønhørlige realisme, som den kendes fra”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” og ”Sildig Opvågnen”, samt fra de klassike noveller ”Hosekræmmeren”, ”Præsten i Vejby” og ”Marie”.
De dystre skæbnefortællinger, som dog er fortalt med en glødende poetisk nerve, er blevet milepæle i den litteratur, som har formet vores syn på Danmark og danskere. Men ligesom en af forfatterskabets vigtigste inspirationskilder, William Shakespeare, havde Blicher både en tragisk og en munter muse. Den tragiske udødeliggjorde ham, mens det var den muntre, som lå lige for, når digterpræsten begav sig omkring i sit sogn – ikke mindst, når det foregik med bøssen over armen. Jagten kaldte på det bedste i ildsjælen Blicher, den gav ham ro og satte ham fri til at nyde de sider af menneskelivet, som lyser op i alt det mørke.
Ovenstående tre artikler af Marie Carsten Pedersen har alle været bragt i bladet JÆGER og er her gengivet med forfatterens og bladets tilladelse.
|
|
