ANTIKVARISK.
1889, 1. udgave, 2. oplag.
Sophus Bauditz debuterede i 1870’erne med nogle små novellesamlinger, men hans egentlige gennembrud kom i 1889 med Historier fra Skovridergaarden, hvor forfatteren bruger gæsterne hos den gamle skovrider Lynge på godset Voldborg som afsæt for en række veloplagte tids- og personskildringer. Gennem fortællerens beskrivelse af det, som de hyppige besøg på skovridergården har givet ham, markerer Bauditz også sine egne værdier: ”Ikke blot er det derude, jeg er blevet jæger – hvad der har givet og den dag i dag giver mit liv en række af dets bedste glæder – men hvad jeg ikke stærkt nok kan påskønne er, at jeg gennem mine mange ophold på Voldborg har levet et friluftsliv, har lært naturen og forholdene uden for hovedstaden at kende, og tidligt er blevet klar over, at årstidernes vekslen beror på andet end teatrenes lukning og Tivolis åbning. Hvem tør sige, at han kender foråret, når han ikke i den nøgne skov har rejst den første sneppe”, spørger han retorisk i bogens indledende del.
Hele vejen gennem bogen er der indlagt kortere og længere jagtbeskrivelser, der bygger på Bauditz’ egne oplevelser. I et af kapitlerne gælder det eksempelvis bekkasiner for stående hund en sensommerdag i kanten af en tilgroet mose: ”Vandet, der står i småsumpe over hængesækken, er surt og dækket af en regnbuehinde, som var der spildt tjære, troldurten trives og padderokkerne breder sig som en dværgskov af mørke graner. Solen bager, sveden hagler ned ad en, myg og fluer er ikke til at ryste af, og guldsmedene svirrer omkring ørerne – nu står hunden ude på den afslåede eng! Den første dobbelte bekkasin letter, man ser det lyse under vingerne, idet den slår sit kæntrede slag og udstøder sit skrig, skuddet falder – og nu går det, knald i knald, til solen synker og taskerne er fulde”.
Foruden de mange natur- og jagtbeskrivelser er det et karakteristisk træk i forfatterskabet, at der bruges god tid på at portrættere bogens hoved- og bipersoner. Skovrider Lynge fra Voldborg, ivrig jæger og gammel krigsveteran, er eksempelvis det sunde og stærke friluftsmenneske, der lever op til alle Bauditz’ idealer og alle gængse forestillinger om en solid skovmand: ”Hvor var han dog prægtig, hjertensgod, og hyggelig, alvorlig på sin vis men ved siden deraf så let i sind, at hans kone altid påstod, at han aldrig blev rigtigt voksen! (…) Høj og kraftigt bygget var han, øjnene strålede af sundhed og livsglæde, og det mørke helskæg, der i årenes løb blev gråt, gav ham i forbindelse med den kønne skovrideruniform, som han bar hyppigere end de fleste af hans standsfæller, et vist militært tilsnit” (…) ”Han kendte hver syngende fugl på røsten og lærte os andre lidt af kunsten, han opdagede på lang afstand hver sjælden blomst og gik langt af vej for at hente den, kort sagt, at gå med ham var lige så godt som et kursus i naturhistorie, ja, jeg kunne gerne sige religion med, thi han havde en egen evne til på en naturlig måde at åbne ens øjne for tilværelsens harmoni og minde en om Skaberen gennem det skabte”.
403 sider, indb.
Orig. halvlæder.